Pressemeddelelse 03-09-2025

03.09.2025

Inatsisartuts Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalgs orienteringsrejse i Tasiilaq

 

Flertallet i Fiskeri- Fangst- og Landbrugsudvalget har for nyligt været på orienteringsrejse i Tasiilaq og bygderne for at undersøge forholdene og høre befolkningens problemstillinger. Under rejsen besøgte udvalget samtlige bygder ved Tasiilaq; Isertoq, Tiniteqilaaq, Sermiligaaq, Kuummiut og Kulusuk. Desforuden besøgte udvalget Royal Greenlands fiskefabrik i Tasiilaq og holdt møde med repræsentanter for Fangerforeningen samt kommunens erhvervskonsulenter.

 

Udvalgets formål med rejsen var at opnå et større indblik i de lokale udfordringer og potentialer i forbindelse med udviklingen af fiskeri og fangst generelt. Besøgene var konstruktive og indholdsrige, og udvalget fik en hel del oplysninger, som udvalget vil arbejde videre med.

 

Udvalget blev under møderne bl.a. mødt med ønsker om indhandlingssteder, fiskeudstyr og bedre forhold for fiskeriet generelt. Ligeledes fyldte kvoteringen af isbjørne, hvidhvaler og narhvaler hos de besøgte.

 

Da det har stor betydning for udvalget at lytte til den lokale befolkning, har udvalget også sendt en opfordring til Naalakkersuisut om at forbedre erhvervsstøtten og erhversmulighederne samt styrke udviklingen af fiskeri og fangst i Østgrønland.

 

 

Lars Poulsen

Formand for Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget

For yderligere oplysninger kan udvalgets formand kontaktes på mobil +299 55 18 84